Raúl González

Raúl González Blanco, som oftest blot kaldet Raúl, er født 27. juni 1977 i Madrid og indtager en særegen plads i fodboldhistorien som én af de mest markante spanske angribere nogensinde. Med mere end 1.000 officielle seniorkampe fordelt på Real Madrid, Schalke 04, Al Sadd og New York Cosmos samt 102 landskampe for Spanien er han både rekordsætter, leder og kultfigur. Han var længe den mest scorende spiller for såvel Real Madrid som det spanske landshold og i en periode også den mest scorende spiller i UEFA Champions League. Raúl er kendt for sin intuitive evne til at dukke op de rigtige steder, for sin disciplin – han blev aldrig udvist – og for en karriere, der spænder over næsten tre årtier på topniveau.

Barndom og ungdomsår

Raúl voksede op i Colonia Marconi i kvarteret San Cristóbal de los Ángeles i den sydlige del af Madrid. Familien havde beskedne kår; faderen arbejdede som elektriker, moderen som rengøringsassistent. Det var i den lokale klub CD San Cristóbal, at han i 1988 tog sine første skridt på græsset, og allerede to år senere blev talentet spottet af Atlético Madrid, som dengang drev en omfattende ungdomsafdeling.

I Atlético blev han lynhurtigt målmaskine; som 13-årig scorede han 65 mål i sin første sæson og vandt det spanske minimesmesterskab. Året efter fulgte endnu en titel i cadet-rækken. Men i 1992 lukkede klubbens daværende præsident Jesús Gil pludseligt ungdomsafdelingen af økonomiske årsager, og dermed åbnede døren til Real Madrid. Skiftet til hovedrivalen blev skelsættende: Raúl nettede 71 gange i 33 kampe for Real Madrids cadet-hold, rykkede derefter direkte videre til ungdomsholdene Juvenil B og A og vandt Dallas Cup med årgangene i både 1993 og 1994.

Fra La Fábrica til førsteholdet i Real Madrid

Debut og hurtig etablering

I 1994 startede Raúl sæsonen på Real Madrid C. Han behøvede blot ni kampe og 16 mål – fem af dem i én og samme kamp – før cheftræner Jorge Valdano rykkede ham først til Real Madrid B og derefter til A-truppen. Som 17-årig og 124 dage gammel debuterede han 29. oktober 1994 på La Romareda mod Real Zaragoza, hvor han endda leverede en målgivende aflevering til Iván Zamorano. Ugen efter scorede han sit første La Liga-mål på Santiago Bernabéu mod barndomsklubben Atlético Madrid og cementerede lynhurtigt sin faste plads som arvtager til Emilio Butragueño på position og trøjenummer 7.

I debutsæsonen 1994/95 blev det til ni ligamål og et spansk mesterskab. Allerede året efter nåede han 26 sæsonmål, inklusiv seks i UEFA Champions League, hvor Real dog tabte kvartfinalen til Juventus. I 1996/97-kampagnen toppede han med 21 ligamål og hele 25 assists på vejen mod endnu et mesterskab og sin første Don Balón-pris som årets spiller i Spanien.

Europæisk storhed og ”El Ángel de Madrid”

Perioden 1998-2002 gjorde Raúl til international superstjerne. Han vandt tre Champions League-titler (1998, 2000, 2002) og to gange hævnede han rivalerne i finalen med scoringer – mod Valencia i 2000 og mod Bayer Leverkusen i 2002. I sæsonerne 1999/2000 og 2000/01 blev han Champions League-tops­corer, og UEFA kårede ham tre år i træk (2000, 2001, 2002) til bedste angriber i europæisk klubfodbold – noget ingen anden spiller hidtil har præsteret.

I hjemlig liga hentede han Pichichi-trofæet som topscorer i 1998/99 med 25 ligamål og igen i 2000/01 med 24. Et ikonisk øjeblik indtraf i oktober 1999, hvor han efter en sen udligning på Camp Nou tavsede 100.000 Barcelona-tilhængere med en finger for munden – et billede, der står mejslet i El Clásico-historien.

Kaptajn og galáctico-æraen

Da Fernando Hierro forlod klubben i 2003, overtog Raúl anførerbindet og førte et stjernespækket Real-mandskab med Zinedine Zidane, Luís Figo, Ronaldo og siden David Beckham. Trods nye La Liga-titler i 2002/03 og senere 2006/07 og 2007/08 fulgte også perioder med skuffelser – blandt andet tre sæsoner i træk uden pokaler fra 2003/04 til 2005/06 samt gentagne tidlige Champions League-exits.

Individuelt nåede han milepæle på stribe: i 2005 blev han den første spiller til at score 50 mål i Champions League, og i september 2005 rundede han samtidig 100 optrædener i turneringen. I februar 2009 passerede han Alfredo Di Stéfanos klubrekord på 307 Real-mål og endte til sidst på 323 scoringer i 741 officielle kampe – begge klubrekorder ved hans afsked i 2010.

Afslutningen i den hvide trøje

Sæsonen 2009/10 blev hans 16. og sidste i Madrid. Konkurrencen fra blandt andre Cristiano Ronaldo og Gonzalo Higuaín skubbede ham i stigende grad på bænken. Hans sidste Real-mål faldt ironisk nok i Zaragoza, hvor han 16 år tidligere var debuteret. Efter 550 ligakampe og 228 ligamål – femte flest i La Liga-historien – sagde han farvel 25. juli 2010.

Bundesliga-eventyret i Schalke 04

Tre dage efter Real-farvellet skrev Raúl under på en toårig kontrakt med Schalke 04. Han valgte klubben for at spille Champions League, og allerede i sin anden optræden, en træningsturnering mod Bayern München, scorede han to gange. Den første Bundesliga-sæson bød på 19 mål i 51 kampe og kulminerede med sejr i DFB-Pokalen samt DFL-Supercup. Undervejs blev han også historiens mest scorende spiller i alle UEFA-turneringer – en titel, han sikrede sig med mål nummer 69 og 70 mod Hapoel Tel Aviv og senere øgede til 77.

I 2011/12 fortsatte spanieren med hattrick mod Werder Bremen, spillede sig og holdet frem til Europa League-kvartfinalerne og nåede 40 Schalke-mål, inden han valgte at forlade europæisk fodbold. Klubben trak trøjenummer 7 midlertidigt tilbage som ære til legenden.

Senkarriere i Qatar og USA

I maj 2012 indgik Raúl aftale med Al Sadd fra Doha. Han blev straks kaptajn, scorede på straffe i sin debut og ledte holdet mod et qatarsk mesterskab i 2012/13, hvor han selv bidrog med ni ligamål. I august 2013 deltog han i den ceremonielle Trofeo Santiago Bernabéu, hvor han scorede for Real Madrid i første halvleg og derefter spillede anden halvleg for Al Sadd.

Efter to sæsoner i Qatar med blandt andet en Emir-Cup-triumf rejste han videre til New York Cosmos i oktober 2014. I NASL-sæsonen 2015 vandt han både forårsturneringen, Supporters’ Trophy og afsluttede karrieren med at løfte Soccer Bowl-trofæet 15. november 2015 – samme dag, som han definitivt trak sig tilbage som aktiv.

Landskampskarrieren

Raúl debuterede for Spanien i oktober 1996 i Prag og scorede sit første landskampsmål to måneder senere mod Jugoslavien. Fra 1996 til 2006 spillede han 102 landskampe og scorede 44 mål – nationalrekord frem til 2011. Han deltog i VM 1998, EM 2000, VM 2002, EM 2004 og VM 2006.

Den mest produktive kvalifikation kom før EM 2000, hvor han nettede 11 gange – herunder fire mål i 9-0-sejren over Østrig. Selve slutrunden sluttede dramatisk, da han misbrugte et straffespark i overtid mod Frankrig i kvartfinalen. VM 2002 kastede tre mål af sig, men en skade holdt ham ude af den kontroversielle kvartfinale mod Sydkorea.

I 2002 blev han udnævnt til landsholdets kaptajn, men efter et gruppestadie-exit ved VM 2006 og efterfølgende kvalifikationsproblemer fravalgte landstræner Luis Aragonés ham permanent. Dermed fik Raúl aldrig del i Spaniens senere guldalder med EM-triumfer i 2008 og 2012 samt VM-sejr i 2010.

Spillestil og kendetegn

Raúl var venstrefodet, men teknisk komplet og kunne afslutte med begge ben samt hovedet. Han blev ofte beskrevet som en ”fodboldintuitiv” spiller med udsøgt positionsspil, sikre førsteberøringer og en forkærlighed for lodrette afleveringer og dristige lobs. Selvom han primært fungerede som central angriber eller hængende frontløber, udfyldte han tidvis rollen som klassisk tier eller endda venstrekant.

Hans disciplinære statur er bemærkelsesværdig; på trods af mere end 1.000 seniorkampe modtog han aldrig et rødt kort og kun sjældent en advarsel. Lederskabet på banen blev understreget af hans karakteristiske ringkys-jubel, dedikeret til hustruen Mamen Sanz, som han giftede sig med i 1999.

Statistikker i hovedtræk

• Real Madrid: 741 officielle kampe, 323 mål
• La Liga: 550 kampe, 228 mål (femteplads på alle tiders liste)
• UEFA Champions League: 132 kampe, 66 mål for Real Madrid + 16 kampe, 5 mål for Schalke 04 = 71 mål i alt
• Spansk landshold: 102 kampe, 44 mål
• Totalt i UEFA-turneringer: 77 mål (rekord da han forlod Europa)

Meritter og hædersbevisninger

Klubtitler

Med Real Madrid vandt Raúl seks spanske mesterskaber, tre Champions League-pokaler, fire spanske Supercuper, en UEFA Super Cup og to Intercontinental Cups. I Schalke føjede han DFB-Pokalen 2010/11 samt DFL-Supercup 2011 til CV’et, mens han i Qatar sikrede Al Sadd liga­guldet 2012/13. Karriere­afslutningen i USA gav et Soccer Bowl-trofæ i 2015.

Individuelle priser

Blandt de væsentligste individuelle anerkendelser tæller to Pichichi-trofæer, fem Don Balón-priser som årets spiller i Spanien, tre på hinanden følgende UEFA-kåringer som årets europæiske angriber samt en andenplads i Ballon d’Or-afstemningen 2001. Han er optaget på både FIFA 100-listen og UEFA’s 50 bedste europæiske spillere 1954-2004.

Trænergerningen

Efter playing-karrieren vendte Raúl tilbage til Real Madrid i 2018 som ungdomstræner for klubbens U15-hold. Året efter overtog han Castilla, hvor han i 2020 førte de unge madrilenere til triumf i UEFA Youth League. Dermed fortsatte han tilknytningen til klubben, som han havde tjent med så stor loyalitet som spiller.

Privatliv

Raúl og Mamen Sanz har fem børn: Jorge (2000), Hugo (2002), tvillingerne Héctor og Mateo (2005) samt datteren María (2009). Familien fulgte ham under opholdene i Madrid, Gelsenkirchen, Doha og New York, og flere af børnene har, ifølge offentlige kilder, selv gjort forsøg i ungdomsfodbolden.

Eftermæle

Med sine mange mål, sin bundsolide etik og en karriere fri for udvisninger fremstår Raúl som indbegrebet af professionalisme. Han ses som brobygger mellem Real Madrids ”La Quinta del Buitre”-generation og galáctico-æraen, og hans records i spansk fodbold står som pejlemærker for fremtidige angribere. Selv om senere navne har overhalet ham i visse statistikker, hersker der bred enighed om, at få spillere har kombineret mål, lederskab og lang levetid på topplan med samme naturlighed og klassen som Raúl González Blanco.