João Pinto

João Manuel Vieira Pinto – i hjemlandet ofte blot benævnt João Pinto og kærligt kaldt Menino de Ouro (”Guldknægten”) – blev født 19. august 1971 i Porto. Han hører til blandt de mest markante medlemmer af Portugals såkaldte ”Gyldne Generation”, den talentfulde årgang af spillere som også talte Luís Figo og Rui Costa, og han nåede i alt 81 A-landskampe og 23 mål for Portugal. På klubplan placerede han sig centralt i 1990’ernes nationale fodboldbillede med lange perioder i både Benfica og Sporting CP, flankeret af ophold hos barndomsklubben Boavista og en kort afstikker til Atlético Madrid. Over 19 sæsoner i den portugisiske Primeira Liga spillede han 476 ligakampe og scorede 117 mål, mens han var med til at hjemføre seks større titler fordelt på tre klubber.

Tidlige år og ungdomstid

Pinto voksede op i Campanhã, den østlige del af Porto, hvor han indledte sin fodboldbane i kvarterklubben Bairro do Falcão. Herefter fulgte en kort periode hos Águias da Areosa, hvorefter han som kun 12-årig blev optaget i Boavistas ungdomsakademi. Her slog han hurtigt sit navn fast gennem høj fart og et eminent boldkontrol, egenskaber der gjorde ham til en naturlig offensiv leder på ungdomsholdene.

Hans internationale gennembrud kom i ungdomsturneringer: Portugal vandt U-20-VM både i 1989 (Riyadh) og 1991 (Lissabon), og Pinto var nøglespiller ved begge lejligheder. Han er en af kun tre spillere, der har løftet trofæet to gange, en præstation som allerede i teenageårene placerede ham i rampelyset.

Første professionelle skridt hos Boavista

I 1989 skrev Boavista sin første professionelle kontrakt med den 17-årige angriber – ifølge lokale anekdoter fik Bairro do Falcão som kompensation bolde og udstyr. Allerede som teenager debuterede han i Primeira Liga, og den gode debut­seson førte til en transfer til Atlético Madrid i 1990. Spaniensopholdet begrænsede sig imidlertid til reserveholdsfodbold, og efter én anonym sæson vendte han tilbage til Boavista. Her fik han fuld kamp­tids­tillid, scorede otte mål og vandt Taça de Portugal i 1992 efter finale­sejr over byrivalerne FC Porto.

Glansperioden i Benfica

Sommertransfervinduet 1992 bragte Pinto til Benfica, hvor han skulle tilbringe resten af 1990’erne og opnå sin bredeste nationale berømmelse. Allerede i hans første måneder blev karrieren ramt af et alvorligt bump: et sammen­klappet lunge (pneumothorax) under en VM-kvalifikations­kamp mod Skotland satte ham ud af spillet, men han vendte stærkt tilbage.

Sæsonen 1993-94 blev kulminationen på hans Benfica-år. I det berømte Lisboa-derby på Estádio José Alvalade scorede han et hattrick og var involveret i alle seks Benfica-mål i en 6-3-sejr, en præstation der i folkemunde står som en af de bedste individuelle kampe i portugisisk liga­historie. Mesterskabet kom i hus samme forår, og Pinto sikrede sig dermed sit første liga­trofæ.

Efter Antonio Velosos karrierestop i 1995 overtog Pinto anførerbindet, og hans status som truppens referencepunkt forblev uantastet, selv om flere sportslige projekt­er mislykkedes. Lønstridigheder med præsident João Vale e Azevedo og intern uro med træner Jupp Heynckes kulminerede i 2000, hvor kontrakten blev ophævet. Dermed stod han uden klub kort før EM 2000 – faktisk den eneste kontrakt­løse spiller i hele slut­runde­feltet – men han bidrog trods alt med et hovedstødsmål mod England i et portugisisk comeback på 3-2.

Skiftet til Sporting CP

Sommeren 2000 valgte Pinto overraskende at blive i Portugal og underskrev en fireårig aftale med Benficas byrival Sporting CP. Den første sæson blev resultat­mæssigt skuffende, men efter ankomsten af brasilianske Mário Jardel genfandt Pinto sin rolle som tilbagetrukket angriber, ofte beskrevet som en ”9½”. I 2001-02-kampagnen missede han blot én ligakamp og scorede ni mål, mens Sporting hentede en ”double” med både liga- og pokal­triumf. Jardel døbte ham i den periode ”holdets far” som anerkendelse af hans taktiske og mentale betydning.

Senere karriere: Boavista-comeback og Braga-epilog

I 2004 blev kontrakten med Sporting ophævet i mindelighed. Et potentielt skifte til saudi­arabiske Al-Hilal faldt til jorden, og Pinto returnerede i stedet til Boavista, hvor han endnu en gang var offensiv drivkraft. Han scorede ni ligamål og blev flere gange kåret til kampens spiller, mens klubben balancerede på kanten af europæisk kvalifikation.

I juli 2006 accepterede han et etårigt tilbud fra S.C. Braga. Her noterede han to scoringer i 24 optrædener i en sæson, der sluttede med en fjerde­plads til Minho-mandskabet. Han forlængede aftalen, men i februar 2008 trænede han med Toronto FC i MLS, og kort efter meldte han sin kontrakt ophævet. Karrieren sluttede samme år, da han var 36 år.

Landsholdskarriere

Pinto gennemløb samtlige portugisiske ungdoms­landshold og opnåede i alt 151 landskampe og 45 mål på tværs af alle alders­klasser. Mellem 1991 og 2002 blev det til 81 A-kampe og 23 scoringer. Han deltog i EM 1996, EM 2000 samt VM 2002. Under EM 2000 var han blandt holdets profiler, mens VM-slutrunden to år senere markerede et lavpunkt: I gruppens tredje kamp – et 0-1-nederlag til værtslandet Sydkorea – fik han rødt kort for en hård tackling og slog efterfølgende dommer Ángel Sánchez. Straffen lød på mellem fire og seks måneders karantæne afhængigt af kilde, og han opnåede aldrig siden udtagelse til landsholdet.

Spillestil, temperament og kontroverser

Som spiller kombinerede Pinto en lav tyngdepunkt med acceleration, drible­styrke og et skarpt blik for med­spillerne. Hans rolle som kreatør bag en fremskudt angriber passede til hans evne til både at lægge oplæg og selv afslutte.

Talentet havde imidlertid en skyggeside: et iltert temperament, der gav gentagne røde kort. Hans mangeårige rivalisering med Paulinho Santos førte til flere fælles udvisninger, og han blev tillige noteret for en episode i 1997, hvor han slog en brandmand efter en kamp mod Rio Ave. Verdens­mesterskabs­episoden i 2002 står dog som kulminationen på disse kontroverser.

Meritter og udmærkelser

Klubtitler

• Benfica: Primeira Liga 1993-94; Taça de Portugal 1992-93 og 1995-96.
• Sporting CP: Primeira Liga 2001-02; Taça de Portugal 2001-02; Supertaça Cândido de Oliveira 2000.
• Boavista: Taça de Portugal 1991-92.

Landshold

• FIFA U-20 Verdensmester: 1989, 1991.
• EM-sølv med U-21: 1994.

Individuelle hædersbeviser

• CNID Årets Fodboldspiller i Portugal: 1992, 1993, 1994.
• Portugisisk Guld­bold: 1993, 1996.
• SJPF Månedens Spiller: februar 2006.

Privatliv

Pinto giftede sig som helt ung med Carla Baía, og parret fik to børn: Tiago og Diana. Sønnen Tiago blev selv professionel spiller med debut for C.D. Olivais e Moscavide. Ægteskabet endte i skilsmisse i 2003. I 2008 giftede han sig med tv-vært Marisa Cruz, med hvem han fik sønnen João. Dette ægteskab ophørte i 2013. Hans yngre bror, Sérgio Pinto, fulgte også en fodboldvej, primært i Portugals lavere rækker.

Efter karrieren

Efter støvlerne var lagt på hylden engagerede João Pinto sig i forskellige funktioner under det portugisiske fodboldforbund, blandt andet med fokus på udviklings­projekter og talentpleje – en naturlig forlængelse af den karriere, der begyndte med to triumfer på verdens største ungdoms­scene og fortsatte som en central figur i portugisisk topfodbold gennem næsten to årtier.